I daglig tale kaldes pædagogikken for Mælkebøttepædagogik. Det vil sige, en del Reggio Emilia, da vi arbejder meget med længerevarende projekter, som vi går i dybden med, og som bliver dokumenteret både ved billedserier af forløbet og udstillinger, som viser både processen og det færdige resultat. Desuden bliver mange pædagogiske forløb beskrevet, hvor mål af forløbet indgår, og kan være en del af en udstilling.
Derudover har vi elementer af Rudolf Steiners pædagogik; her tænker vi på sansning og efterligning. Sansning: Oplever børnene dagligt i køkkenet i forbindelse med madlavningen. Ved rensning af grøntsager, både ser og mærker børnene, at der er jord på gulerødder. Der smages jævnligt under madlavningsprocessen, så der får børnene også fornemmelse af, hvordan en porre f.eks. smager i rå tilstand. Efterligning: Hvis man iagttager børns leg, vil man opdage deres umådelige efterligningstrang, hvor de bruger de voksne som model, hvilket kan give os tanker om vi er gode at efterligne. Vi kan bestræbe os på, at være gode eksempler, ved at drage omsorg for andre, måden vi taler til andre på, glædes eller bearbejder vores irritation.
Vi arbejder også ud fra situationsbestemt pædagogik; hvilket indebærer respekt for børnenes forskelligheder og situationer.
|